Bogense Strand Camping - indkørsel

Før det blev stormvejr.

Vi vil de næste 3-4 uger have vognen stående på Bogense Strand Camping af familiære årsager.

Weekenden 10-12 april blev vi installeret og havde en fin fredag aften og lørdagen startede med pragtfuldt sol og varme. Hen under aften blæste det kraftigt op og nærmede sig orkanstyrke. En ekstra stormsikring blev indkøbt, da vi jo skulle lade vognen være "alene hjemme" et stykke tid.

Weekenden 17. til 19. april ankom Jensens og vi fik lavet vores lille HALAJE krog. Imellem sygebesøgene på Odense Sygehus fik vi tid til, at nyde det gode vejr. En tur til stranden blev det også til og da det blæste en del var der et par kitesurfere ude at vise deres færdigheder.

Bogense Strand Camping er iøvrigt en rigtig dejlig plads.

Frokost i det grønne

På vej til stranden

Vi havde vores første campingtur i 2003 på netop Bogense Camping. Der er jo vokset lidt mere beplantning op siden da og det klæder pladsen. Pladsen ligger kun få hundrede meter fra stranden og der er ikke langt, at gå ind til Bogense. En hyggelig lille by med havn og smalle små gader. Pladsens mangler intet, men kunne måske trænge til lidt maling hist og her. Ellers et dejligt sted at campere og meget populært og velbesøgt.

HALAJEs lille krog

Bogense er ved at vågne op til dåd

Uge 18:

Det blev en trist uge , hvor vi mistede vores mor, mormor, svigermor og oldemor til kræften. Så det blev til en del ture frem og tilbage til Odense og ikke så meget camping. Ind imellem prøvede vi dog på, at få sluppet de triste tanker og gik ture langs stranden og i Bogense by. Vi valgte at køre hjem til København dagen efter St.Bededag, da vi allerede på onsdag skal til begravelse på Fyn. Men vognen bliver stående og så slutter vi besøget af på Bogense Strand Camping i Kr.Himmelfarts ferien. Her håber vi på, at kunne få overskud til at nyde campinglivet.

Så skal der købes friske fisk

Hjem til frokost med friske varer fra havnen

Larsens er ankommet til Bogense

Kr.Himmelfart startede ud med at være med pragtfuld vejr både torsdag og fredag. Larsens var også ankommet og vi nød det gode vejr i fulde drag. Lørdag kom vore unger for, at være med til at fejre den gamle. Ærgeligt med vejret der slog helt om og blev både vådt og koldt. Men vi havde en rigtig hyggelig aften i pladens køkken, hvor vi nød den gode mad og de indkøbte vine. 😎

Godt vejr Kr.Himmelfartsdag

Så pakkes der ned på Bogense

Et hårdt forår på Bogense Strand Camping med svigermors sygdom og død gjorde, at vi ikke nød livet på pladsen som vi ville have gjort under andre omstændigheder. Men vi kan klart anbefale stedet - en dejlig plads, tæt på alting og meget søde og rare medarbejdere. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer der.

Tak Bogense, for denne gang.