Bernkastel-Kues, Mosel påsken 2019

Udsigten fra vores plads

Transit Camping Steller See

Påskeferien startede med en overnatning hos familien i Varde, hvorefter det fredag morgen gik sydpå mod Mosel. Fra grænsen til Hamborg flød trafikken uden problemer, men så startede en lang række af vejarbejde, da vi kom ud af Elb tunnellen. Fra Hamborg til syd for Bremen kørte vi i kø adskillige gange, så vi fik lagt et par timer til vores rejse. Syd for Bremen kørte vi ind på Camping Steller See for en enkelt overnatning. http://www.steller-see.de/  En perfekt transitplads kun knap 2 km fra A1. Vi kunne holde uden at koble af, fine sanitære forhold og en ganske god restaurant.

Camping Steller See

Camping Steller See

Lørdag morgen fortsatte det på A1  med masser af vejarbejde til omkring Dortmund før det løste op. Sidst på eftermiddagen, hvor vi var ca. 30 km fra Bernkasel-Kues væltede sneen pludselig ned. UPS - vi havde sgu glemt at få ski med !! Men heldigvis klarede det op og da vi nåede campingpladsen skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi havde valgt Campingpark Knaus Bernkastel-Kues, da den lå lige over for byen. Vi fik anvist plads 13 og kørte ind for at finde den. Nu var der så ikke noget der hed plads 13 ifølge deres numre ved pladserne. Der var 12 og 14, men ingen 13 !!

Plads 13, uha

Anne gik op til receptionen for at sikre, at vi tog den rette plads. Fik at vide, at vi bare skulle ligge os mellem 12 og 14, da de ikke havde fået alle markeringer på plads ! Fint, så det gjorde vi. Dagen efter kom en stor autocamper, som skulle ligge på plads 14. De spurgte hvornår vi kørte og da de hørte, at det gjorde vi da ikke, fortalte de os, at de havde booket pladsen i 4 uger. Vi blev af receptionisten bedt om at flytte, hvilket vi absolut ikke ville, da vi havde slået fortelt og hele molevitten op. Enden på det hele blev, at vi blev og camperen blev tilbudt en anden plads, Så det havde de ikke lige styr på.

Udsigt fra pladsens lille cafe

Vores udsigt

Pladsen set fra vores hjørne

Nå, ikke mere brok, Campingpar Knaus Bernkastel er en virkelig dejlig stor plads lige ned til Mosel. Der er helt nye sanitære forhold, som er meget flotte og yderst rene. Der er en lille cafe, hvor du kan få diverse drikkevarer og småretter, som pizza og fritter. Skal du rigtig handle er det op i byen. Parcellerne variere meget i størrelse, Ved flodbredden er de meget små og man ligger tæt. Grundet misforståelsen omkring plads 13, var vi heldige og havde en rigtig fin og stor plads Cool

Vores nærmeste nabo

Dejlig stor plads, den går nok ikke igen ...

Weinhof Sankt Anna

Hjemmefra havde vi en aftale med vores badminton venner Anni og Pieer, om at mødes ved Mosel. Så søndag kom de pludselig gående ned til os og vi blev budt velkommen ovre ved deres camper med et stort glas afkølet Mosel vin. De næste tre dage hyggede vi os sammen med fælles aftensmad og fik samtidigt tips til en god vingård tæt på. Så den måtte vi jo lige forbi. Weinhof Sankt Anna i Erden kun 5-6 km fra vores plads.

Weinhof Sankt Anna

Ny højbro indvies til efteråret 2019

Vi måtte jo også en tur ind til Bernkastel-Kues, som lå lige overfor pladsen. Men da vi lå på en halvø måtte vi hele vejen rundt og over en bro for at komme ind til byen. Bernkastel-Kues er en rigtig gammel middelalderby, hvoraf mange af de gamle bindingsværkhuse kan dateres helt tilbage til 1600 tallet. Man bliver fristet over evne af de mange små cafeer på byens små torve, og vi slog os da også ned på Markt, det ældste torv i byen.

Markt i Bernkastel

Bernkastel

Gammel byport i Cochem

Næstsidste dag ved Mosel kørte vi en tur langs floden til byen Cochem. En utrolig flot tur, hvor foråret sprang frem overalt og pollen væltede ned fra højre og venstre. Cochem liogge klemt mellem Mosel og de mange skråninger, hvor der dyrkers vin i lange baner. Byens store kendetegn er middelalderslottet Reichburg, som knejser højt over byen. Det er en stejl og anstrengende gåtur til toppen, men belønningen var en dejlig stor bier von fass.

Slottet Reichburg

Udsigten fra Reichburg

Weingut Peifer

Vores sidste tur på ferien var et gensyn med Traben-Trarbach, hvor vi holdt ferie i 2013. Men især et gensyn med Weingut Peifer, som har noget fortræffelig hvidvin. Der var egentlig lukket, da vi dukkede op, men gamle svigerfar kom ud og lukkede os ind. Vi fik en fornem betjening og kørte derfra fuldt lastet.

Der smages hos Peifer

Aftenstemning på pladsen

Tak for denne gang

En dejlig miniferie var ved at være slut og vi tog afsked med Mosel for denne gang. Men helt sikkert en genbesøg værd. Da vi havde kørt i massiv kø ved Hamborg på vejen ned, valgte vi Puttgarden- Rødby til hjemturen. Det kunne så være ligemeget, da der er masser af vejarbejde mellem Hamborg og Fehmern. Men vi nåede da sikkert hjem og landede hjemme søndag eftermiddag.

Vi ses ...